ENDELIG har jeg også modtaget et tilbud om store forretninger, hvor der skal overføres mange penge til mærkelige konti. En ubehjælpsom oversættelse som slår både oversættelsen af jægerbogen og det historiske Oprop til det danske folk. Så jeg undrer mig… Hvem er det, der hopper på det?
Nedenfor kan I se mailen, men for at ingen skulle blive fristet over evne har jeg slettet mandens private mail:)
Opmжrksomheden
Jeg er Mr. Patrick KW Chan administrerende direktшr & Chief Financial Officer i Hang Seng Bank Ltd, Hong Kong.
Jeg har en lukrativ forretning forslag af fжlles interesse til at dele med dig;
Det indebжrer overfшrsel af en stor sum penge.
Jeg fik din henvisning i min sшgen efter en, der passer til min foreslеede forretningsforbindelsen.
Hvis du er interesseret i at arbejde med mig kontakte mig via min private e-mail for yderligere detaljer
Din tidligst svar pе dette brev vil blive vжrdsat.
Har du også lært, at det skaber glæde og motivation, hvis man giver hinanden en High-Five? Så er her inspiration til hvordan man gør.
Jeg holder specielt af den detalje at deres ansigter er helt forstenede. Måske kommer glæden ikke kun fra det at klappe hinanden i hænderne? Eller hvad tror du?
Jeg ved det godt: Lykken ligger ikke i det materielle… Og dog. Hvis I ser godt på billedet ovenfor, kan I se, at det er en aldeles uundværlig ting, der spreder et lille glimt af latter og lykke hver gang, man ser på den.
Det er min holder til kaffefiltre og den minder mig om, hvor skønt man har det,når man drikker kaffe.Og så får den mig til at trække på smilebåndet.
Og er der to ting, jeg ikke kan undvære i hverdagen, så er det kaffe og latter.
Derfor fik jeg lyst til at dele billedet med jer - og så synes jeg altså også den ligner mig lidt:)
Lad mig bare stå ved det: Jeg er vild med min iPhone! Endnu ikke så meget at den kan erstatte hverken familie eller venner, men som arbejdsredskab og legetøj er den perfekt.
Jeg er lige stødt på en ny app. og den har jeg da lyst til at dele med jer, der også har iPhone.
“Pharce” er en app, der på utrolig simpel vis gør det muligt at lave talende billeder. Det har måske ikke den store nytteværdi… .og dog. Det vil da gøre hverdagen lidt sjovere hvis man en gang imellem modtog besked ved talende billede i stedet for bare email eller sms.
Og så understreger jeg altså “en gang imellem” for det gælder med denne app. som med så meget andet livet. Alt med måde!
Se evt. min første “pharce” nedenfor og se så at komme igang selv:)
Hvis du har hørt mit foredrag, vil du måske huske historien om brillerne.
Når man er døbt Karen-Marie, skal man jo ikke pege fingre af andres navne, men det er vel tilladt at trække på smilebåndet.
Hver gang jeg hører en reportage i radioen af journalist Ole Aabenhus kommer jeg for eksempel til at tænke på, om der også findes nogen med efternavnet Lukketfest. Og i går bragte Nyhederne en kommentar af professor Kirsten Ketscher….findes der mon også en professor Frederik Fjerbold eller blev han kun adjunkt?
Det er da også hyggeligt at tænke på at den berømte jordemoder, der var blandt de første til at hjælpe enlige og lesbiske med at blive forældre ved kunstig befrugtning hedder Nina Stork.
Selv er mit navn mest sjovt, fordi det er så langt. Da jeg fik ny advokat foregik det meste over mail og tlf. Jeg var med andre ord et navn i regnskabet før han havde set mig i levende live. Og han fik et chok, da han så mig.
For mit lange navn var i excelarket blevet til ”Lille, Karen” – mere kunne der ikke stå. Og så var det svært for ham ikke at trække på smilebåndet, da Lille Karen viste sig at være en voluminøs kvinde på 180 cmJ
Mon nogen af jer kan bidrage med andre sjove navne eller navneopleveler?
I såfald tager jeg gerne imod for det handler som bekendt om at se det sjove i det små, hvis hverdagen skal blive lattermild.
Sidst jeg var i NY var jeg vidne til et fantastisk optrin i subwayen. Pludselig var der flere af mine medpassagerer, der tog bukserne af og stod i underbukser i vinterkulden.
Huhej, det var mærkeligt, men det bragte smilet frem hos de fleste af os og da jeg kom hjem, fandt jeg ud af at jeg havde været vidne til et optrin fra gruppen “impro everywhere”.
Herunder kan I se deres udgave af “foodcourt musical”… og hvad forhindrer os egentlig i at oprette små “impro-everywhere”-grupper og gøre arbejdsdagen sjovere for kollegerne?? Ikke rigtig noget, vel?
Danskerne er stadig det lykkeligste folk i verden. Det viser en ny undersøgelse fra det engelske University of Leicester.Men er du også et lykkeligt menneske, sådan helt for dig selv?
Det, synes jeg, er svært at svare på, så jeg har fundet en test:) Den angiver både dit lykkeniveau i procent OG giver gode råd til at forbedre lykkeniveauet i dit liv. Om det virker, ved jeg ikke selv endnu. Jeg har først lige taget testen og jeg er 80,1% lykkelig. Hvad er du?
Varmen har lagt sig tungt på min hjerne, men jeg har alligevel lyst til at dele denne lille sang med jer. Mens jeg håber, at DF’s pressemedarbejder sidder et sted og skammer sig vil jeg sige, som de synger i denne sang: If you were gay, it would be OK!
Det er sommer. Jeg holder ferie. Og vejret nærmest trækker mig ud i haven hele tiden. Men det er jo ikke kun mig, der bliver luftet. Hele kvarteret er i haven, så der er et konstant lydtæppe af havetraktorer, motorsave, hundegøen og så naturligvis børn.
Hunde, der gør og børn, der skriger er cirka lige irriterende. Så jeg, der er en lykkelig ejer af en gravhund, kan ikke tillade mig at klage over skrigende børn. Jeg kan derimod glæde mig over, når børnene har en anden lyd.
Forleden overhørte jeg en vidunderlig forhandling mellem 4-5 børn, der var igang med leg. “Så sagde vi, at du var den, der måtte gå dertil, men hvis man kom over stregen, så var man død” - “Ej, men der skal også være helle et sted” “Eller, nej, alle der har brunt på får et forspring” osv.
Det var så opmuntrende at høre dem hive i hinandens elastikker for at få legen til at fungere og det var skønt, at ingen voksne brød ind, selvom bølgerne indimellem gik højt.
Jeg lå i min hængekøje og blev helt rørstrømsk og klar til at male bannere med teksten: Lad børnene forhandle, det er der demokratiet begynder.
Det blev ved tanken, men det er jo også den, der tæller, ikke sandt?
Ferie betyder tid til læsning. Det gør det i hvert fald for mig.
Og jeg elsker simpelthen at gå på biblioteket og samle ind. Det er så fantastisk at man har adgang til alverdens skønlitteratur og timers underholdning GRATIS. Nåja, helt gratis er det jo ikke for der er selvfølgelig skatten - det ved jeg godt. Men den er betalt og så føles biblioteket helt gratis.
Idag har jeg lånt en grillkogebog, “Den iranske gartner” af Bjarne Reuter og “Du lovede, vi skulle hjem” af Rushy Rashid.
Jeg glæder mig til at lukke verden ude og gå i hi i hængekøjen. Og imodsætning til så meget andet behøver man ikke at spare på bøgerne - der er flere, hvor de kommer fra.
Men mine planer er rettet mod den hverdag, der kommer efter ferien. Jeg ku’ nemlig tænke mig at få en ny vane.
Personligt er jeg helt overbevist om at gode vaner gør livet lettere. Og en af de vaner jeg kunne tænke mig at få denne sommer er at lægge madplan. En uge ad gangen. Tænk, jeg tror, det vil gøre livet både billigere, sundere og nemmere og det er jo hele tre ting på en gang.
Samtidig synes jeg jo også godt, det må være sjovt at lave nye vaner. Så jeg har fundet en hjemmeside, hvor man kan lave planer og printe andres planer. Jo,jo, der skal ikke mangle noget.
I dag begynder skolernes sommerferie. Og selvom det er en million år siden, jeg forlod folkeskolen, kan jeg stadig huske, at det var en festdag.
Den dag gav min mor is til alle vejens børn (vi boede på en meget lille vej, skal siges:)). Det lyder måske af ingenting og klinger af gamle mænd, der fortæller, hvordan de glad legede med en pind, fordi det var alt, der var.
Men det er nu ikke pointen.
Mindet om sidste sommerferiedag og is lever, fordi min mor er absolut ekspert i at fejre de små ting i hverdagen. Det er jeg ikke nær så god til selv, men jeg forsøger.
Der er altid noget at fejre. Nogen får fri, nogen skal begynde, nogen bliver, nogen rejser, noget er første gang og andet er sidste gang.
Det næste jeg skal fejre er havens første udsprungne rose. Den kom frem idag. Egentlig var det vel rosen, der skulle have is for præstationen, men jeg skåler med den i champagne i stedet.
I aften er det Sankt Hans og så skal heksene sendes til Bloksbjerg.
Men ærligt talt! Jeg synes, vi har alt for få hekse. Hekse var vel typisk damer, der skilte sig ud fra mængden. Mystiske damer, originaler, som man var bange for og derfor brændte på bålet. Den slags gør vi jo heldigvis ikke med originaler mere, men vi bliver måske også mere og mere ensrettede og hver for sig optaget af at ligne de andre.
Derfor vil jeg bruge Sankt Hans til at slå et slag for originalerne. Mennesker, der skiller sig ud og er anderledes.Det er dem, der leverer de gode historier, som vi andre kan underholde os med.
Tænk på f.eks. Jacob Hauggård, der kom i folketinget på at love medvind på cykelstierne. Hvis det var lykkedes, det med medvinden, var han såmænd nok også blevet brændt på bålet.
Eller Jytte Abildstrøm, som lever gennemført økologisk og prøver det hele af, så vi andre kan liste efter og bruge det, der duer.
Jo, der findes stadig originaler, men ikke så mange at vi har råd til at sende nogen til Bloksbjerg. Lad originalerne formere sig og blive mange og i sagens natur forskellige.
Hvalen i Vejle fjord er død og det er trist. Endnu mere trist er det næsten at den knapt er erklæret død før nogen begynder at skændes om arven.
Vejle mener, de har ret til hvalen og det zoologiske museum i København vil slet ikke diskutere det. De ejer simpelthen hvalen, for sådan er det bare!!
Ikke engang hvaler kan åbenbart få lov at dø i fred. De efterladte insistere på at skændes.
Det mindede mig om at jeg ikke har skrevet testamente. Så der er frit lejde for alle, der ønsker at komme op og toppes. Frit lejde til familefejde, om jeg så må sige. Og selvom jeg naturligvis har en forventning om at min familie er helt anderledes og ALDRIG kunne komme op og skændes om arv, vil jeg alligevel se og få gjort noget ved det.
Jeg siger “hvil i fred” til hvalen og takker for den lille reminder. Det er tid at ringe til en advokat!
Der er noget forrygende ved at melde sig ind i klubben af “Dummies”. For det først lyder det bedre end at melde sig ind i klubben af “dumme mennesker”. Det lyder ligesom lidt smartere på engelsk.
For det andet giver det en enorm frihed, når man indser, at der er noget man ikke kan. Så er der noget, der kan læres og hurra for det. Så er man pludselig et menneske i udvikling og det er der point for i vores samfund.
Ligenu er jeg ved at lære Wordpress og uha, jeg bli’r klog.
Hvis du har lyst til at lære er der her et par forslag:
Åh, hvor er man gammel, når man begynder at rette folks udtale. Så det vil jeg lade være med. I stedet vil jeg more mig, når sjusket udtale fuldstændig ændrer meningen med en sætning.
I nyhederne imorges fortalte de om en stakkels, strandet finhval i Vejle Fjord. Den ligger og bliver oversprøjtet med vand af venlige brandfolk, alt imens den venter på en “vildt konsulent”. Det er sådan en, der har forstand på vilde dyr.
Desværre blev der sjusket noget med udtalen og pauserne, så på en let skrattende forbindelse fra Vejle lød det helt som om hvalen og de venlige mennesker ventede på en “vild konsulent”. Og det er jo straks noget helt andet!!
Hvis det er en vild konsulent, de skal bruge, er de velkommen til at ringe - men hvis det er noget med vilde dyr springer jeg over:)
Nej, det handler ikke om penge. Det handler om at kalde folk “skat”.
Det må man nemlig ikke eller dvs. det må man ikke, hvis de har sagt, man ikke må. Sådan dømte byretten i sidste uge og det fik mig til at tænke på alt det, det lille ord kan.
Man kan være en lille skat, en skatter (med dybt diva-a) en skattebasse, en skattepige, men vel egentlig ikke en skattedreng. Skattepiger findes i alle aldre og med alle slags jobs.
En skattepige glæder man sig til at komme hjem til. Sådan er det ikke nødvendigvis med en skattemand. Ham bliver man som oftest inviteret til torskegilde hos og det er jo ikke alle, der er vilde med den fisk. Nogen gange er man dummere, når man er en sød skat end hvis man bare er en skat.
Og er man en lille skat er man enten et barn eller en voksen, der befinder sig i en vægtklasse, hvor de stadig kan bæres.
Selv er jeg mest en “skatter” med dybt “a” og teaterattitude. Og jeg er glad for dommen. For hold fast hvor var der mange mennesker i teaterbranchen, der ellers skulle ind og ryste tremmer. Vi løber rundt og “beskatter” hinanden, naturligvis for at være venlige, men også fordi det letter presset med at huske navne.
Så hvis du hører til dem, der vrisser, når nogen “beskatter” dig, så prøv i stedet at fortælle dem dit navn. Det behøver ikke være sexchikane - måske har de bare glemt, hvad du hedder:))
Igår prøvede jeg for første gang i mit liv at meditere. Det foregik på en konference sammen med cirka 200 andre og min sidemand faldt i søvn. Det havde jeg egentlig forventet at jeg selv ville gøre - men nej!
På bare 10 minutter fik jeg en aha-oplevelse af de bedste .Jeg blev aldeles afslappet og følte mig frisk og balanceret, da det var forbi.
Tænk at 10 minutter kan gøre en forskel - men det tror jeg faktisk, de kan og derfor vil jeg fluks linke til en gratis meditation, der kan downloades. Følg anvisningerne på siden - de virker:)
Tænk før du taler! Sådan stod der i mange af min barndoms poesibøger.
Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg surfede rundt på forskellige blogs og websteder, hvor mennesker kan give deres mening til kende. Hold fast, hvor er der dog mange,der har meget vrede de skal af med. Fuldstændig uhæmmet sviner de hinanden og andre til og intet er helligt.
Og jeg spørger mig selv og nu også jer, der læser dette. Var det måske på tide at huske den gamle sandhed fra poesibogen? Måske kunne jeg også, som den gamle kommunikationsunderviser jeg er, minde om at kritik kun for alvor har værdi når den er konstruktiv.
Og helt konstruktivt er det vel ikke bare at kalde hinanden øgenavne, eller hvad?
