20. 000 mennesker i Djurs Sommerland på samme tirsdag. Det er rekord og den var jeg med til at sætte. Det var ikke med vilje så meget kan jeg sige både på egne og familiens vegne. Men vi turde ikke andet efter at utallige vejrprofeter havde udpeget tirsdagen som den eneste tørrevejrs dag i vores fælles ferieuge i Ebeltoft. Så af sted med os. En gammel mor (min mor), en ikke helt oplagt mand, som selv mente at han muligvis var ramt af mild grisesyge, to teenagere og en på vej, en voksen plejedatter og så mig selv, sagde hunden. Jo, jo der var linet op til den helt store familietur.

Der er ikke noget i vejen med Djurs Sommerland, men lige den dag husker jeg nu mest for alle de køer vi skulle igennem. Først en bilkø – så en billetkø – så kø til indgang med billet i hånden – så var der kø til alle forlystelser og naturligvis kø ved iskiosken og kaffeboden – bagefter kø ved toiletterne og igen kø til flere forlystelser. Til sidst nåede vi badelandet og det var højdepunktet. Nok var der kø men ikke så voldsomt til gengæld var der et utal af fantastiske vandrutsjebaner, som jeg naturligvis også skulle prøve (synes ungerne) Jeg skreg – jeg var ved at ryge ud over kanten på en stor badering – alt hvad der måtte have været i min krop af elegance forsvandt og JEG ELSKEDE DET. Det gjorde resten af familiens barnlige sjæle også og selvom vi havde tilbragt meget tid med at vente og forsøge at holde temperamentet køligt i menneskemasserne, så var vandland det hele værd og så var det heldigvis ingen kø på vejen hjem.

Jeg har aldrig forstået idéen med at anskaffe sig en kat. Ikke for det, jeg kan godt lide kæledyr, men ikke katte. Så er det sagt.

Et kæledyr skal jo give mening på en eller anden facon. Min 9-årige niece ønsker sig f.eks. en kanin. Det er til at forstå. Kaniner er bløde og søde, de bider ikke, når man vil kæle for dem, og man kan have dem i et bur, så de ikke løber væk. De er faktisk det tætteste man kan komme på et levende tøjdyr og tøjdyr har hun så mange af, at hun nu er mere end klar til næste trin på dyrenes udviklingsstige. Altså, går hun efter kaninen.

Andre mennesker foretrækker fisk. Bevares, selv om fisk ikke er voldsomt ophidsende, der er en grund til, at fjernsynet kun bruger dem i pausen. Og hvis man kæler for dem, er det noget helt andet end med kaniner. Men måske er det noget med den Feng Shui-balance, der via et akvarium skabes i hjemmet, den orientalske ro, som Ikea-møbler ganske enkelt ikke leverer.
Ellers er der krybdyr, slanger og edderkopper og sådan. At kalde dem kæledyr er at anstrenge sprogets elasticitet. Et love-bite fra en edderkop er ingen spøg, selv om det er kærligt ment (fra edderkoppens side), og taler vi kvælerslanger og krokodiller er det vel mere tanken om al den postyr, de skaber, når de slipper ud, der fascinerer ejeren.

Men katten. Hvad er det med den? Et meget selvstændigt dyr, siges det.
”Nogle gange ignorerer den mig simpelthen,” lyder det kærligt fra katteejerne, jamen, herre jemini, hvem har brug for det, hvis man vil ignoreres, kan man jo bare gå cafe i det indre København og forsøge at bestille en kop kaffe.
Katte kradser. Fuldstændig uden varsel borer de deres klør ind i armen på én, mens man prøver at vise dyret hengivenhed. Derefter slikker de sårene, men deres tunger er så ru at de ville gøre større gavn, hvis man kunne lære dem at slikke vinduerne, før man skulle male. Og jeg ved godt, at de, meget praktisk, går på toilettet indendørs, men på trods af dyrt indkøbt grus efterlader det altid en umiskendelig lugt af armsved omkring bakken. Det værste er næsten, at hvis man endelig beslutter sig for at komme af med katten, få den aflivet. Så har man balladen med de ni liv.
Nej, jeg forstår det ikke. Måske fordi jeg selv er en hundeperson. Hunde kan man regne med. De danser en større glædesdans for en, hver gang man kommer hjem uanset, hvor længe man har været væk. Man får simpelthen væltet godt humør imod sig, hver gang man åbner sin hoveddør.
Og så siger katteejerne: ”Det er fordi, hunde er så dumme”. Og sådan er det jo. Også med mennesker. Reserverede, selvtilstrækkelige og alvorsfulde mennesker må nødvendigvis være bedre begavede end glade, positive og lattermilde folk, for i virkeligheden er der jo ikke spor at grine ad, og ingen særlig grund til at juble, fordi jeg er kommet hjem.

Men hvem vil du helst komme hjem til? Jeg vælger hunden, katten ligner mennesket alt for meget.