Forleden var jeg inde i en boghandel i København for at købe nogle bøger – sjovt nok. Og jeg nåede at passere tre – TRE – ekspedienter og se dem i øjnene uden en eneste af dem syntes, der var nogen grund til at sige noget. Ikke et ”kan jeg hjælpe” ikke engang et ”goddag” eller ”hej”. Ingenting! Da jeg forlod butikken var jeg allerede ved at slå fast for mig selv og andre interesserede, at det er det, der sker med mennesker i storbyer. Sådan bliver vi. Kolde, lukkede og meget lidt servicemindede. Det var aldrig sket i Ålborg, tænkte jeg lettere forurettet og sendte provinsen en venlig tanke.
Men så blev det efterårsferie. Den har jeg tilbragt i New York og her døde min teori. Den nåede kun at leve i ganske få dage for pludselig stod jeg i en af verdens metropoler og overalt blev jeg mødt med venlighed. Hvis man står stille og kigger på et kort kommer der mennesker hen og spørger, om man har brug for hjælp. Hvis man har væretto gange hos den samme Deli (en udvidet kiosk) begynder de at opføre sig som om man er lokal og hilse selvom man bare passerer ude på gaden. Og toppen var en situation, hvor tre turistpiger tog billeder af hinanden op af en væg. Ikkealene går de travle New Yorkere udenom for ikke at ødelægge billedet, der er også en dame, der venligt stopper og spørger om de ikke gerne vil have et billede, hvor de alle tre er på.
Det, der er særligt er jo at vi ikke er på for eksempel en græsk ø, hvor alle kan sige ord på dansk og er venlige, fordi de tjener penge på det. Her er det helt almindelige mennesker med en travl hverdag i en travl by, som demonstrerer overskud.
Det kan godt være at nogle danskere nu vil indvende at det er overfladisk venlighed. Men helt ærligt. Det skaber et langt mere behageligt miljø. Man føler sig godt behandlet og får lyst til at behandle andre ordentligt. Og så er venligheden en billig vej til at føle sig som verdensborger. Man behøver ikke betale flybilletten. Man kan bare smile, så er man allerede lidt New Yorker-agtig.
