Arkiv for November, 2009

I believe!

16. November - 2009  - Artikel af Karen-Marie

eddie-i

Hvor har jeg hørt mange foredragsholdere og konsulenter sige, at man skal kunne se sig selv som noget før det kan lykkes. Du skal kunne se dig selv som en succes, som en vinder, eller bare som et slankt menneske. Målene er mange og måden man når dem på er blandt andet at visualisere dem.

Det er der helt sikkert noget om! Men budskabet fungerer altså bedst, når det kommer fra nogen, der rent faktisk har prøvet det istedet fra nogen, der ville ønske, de havde prøvet det.

Derfor var det en nærmest jordskælvsagtig oplevelse for mig, da jeg så dokumentar filmen om komikeren Eddie Izzards liv. Filmen hedder ”Believe” og det har han været nødt til. Siden han var femten har han villet stå på en scene og indtil han var tredive mødte han alverdens modstand. For eksempel fik han at vide, at han muligvis kunne skrive, men nogen performer var han bestemt ikke. Og alligevel blev han ved.

I dag er han en både meget kendt og meget anerkendt komiker. En verdensomspændende succes, som kan samle mange tusind mennesker i arenaer verdens over.

Ved filmens slutning ser man et lille klip med Eddie Izzard i en taxa, hvor han siger:” You’ve gotta believe, you can do it. You’ve got to be able to visualize yourself as a stand-up comedian to become a stand-up comedian. You gotta believe”

Og selvom jeg har hørt mange sige noget lignende mange gange før, så blev jeg ramt lige i hjertet og jeg gik ud af biografen med en næsten religiøs følelse i kroppen. For når sætningen kommer fra en mand, der har kæmpet så meget og har fået så meget succes ud af kampen, ja, så tror selv den mest jordbundne skeptiker.
Jeg rækker armene op i luften og melde mig blandt de troende ”I believe”. Og håber at vi alle kan få styrke til på den måde at forfølge vore drømme.

Skal du bruge lidt tid til at samle mod? Så tag f.eks. til Malmø til december og se Eddie Izzard live eller tag bare et lille kig herunder på den mand der blev dømt ”ikke performer” og døm selv

Hverdagslivet skal vibrere!

7. November - 2009  - Artikel af Karen-Marie

store-nanna-2

Alt liv er vibrerende. Fast stof eksisterer ikke. Sådan stod der på en populærvidenskabelig hjemmeside et sted. Og det er sandt.
Det siger jeg ikke fordi, jeg ved noget som helst om videnskab, men fordi jeg selv kan mærke, at livet vibrerer. Når man lykkes med opgaver, når man har øjeblikke af intenst samvær med familien, eller når man pludselig opdager at det er blevet forår, så sitrer kroppen af liv og det er en følelse, der ikke findes magen til.
Livet er bevægelse og når vi går i stå, kan vi ikke længere mærke at vi lever. Det er nok derfor nogen bevæger sig ud i risikable forsøg på kanten af liv og død. Det udspringer af ønsket om at mærke, at man lever. Men en ting er at forsøge sig med elastikspring en enkelt gang i sit liv for at opnå den sitrende fornemmelse. Det efterlader jo stadig en hel del dage, der skal leves. Og de skal vel ikke være uden liv, vel?
Så øvelsen er, som jeg ser det, at få hverdagen til at vibrere. Og det kræver opmærksomhed og taknemmelighed. Det handler nemlig først og fremmest om virkelig være i nuet bare en enkelt gang om dagen. Og så føle glæden over og taknemmeligheden for at lykkes med noget eller gense nogen eller sanse noget bare én gang om dagen.
Selv prøver jeg at komme til at føle mig som damen på billedet ovenfor. Hun hedder ”Store Nanna I Bevægelse” og bor på Nordjyllands Kunstmuseum. Hun er næsten tre meter høj og balancerer med ynde på en enkelt fod mens farverne vælter frem og hendes store bankende hjerte sidder udenpå tøjet.

Det er ikke alle dage man føler sig lige farvestrålende og levende, men det kan godt betale sig at prøve!