Der kan udtænkes fantastiske one-liners og skrives utallige sjove sketches. Der kan bruges millioner på udstyr og udklædning for at imponere publikum. Men det bliver alt sammen til ligegyldige sideeffekter, når man møder den ægte vare: Den komiske timing.

Den mødte vi i går i drag-udgaven af Peggy Lee. Sjælden har jeg grinet så meget ved en enkelt håndbevægelse eller en vejrtrækning og det fik mig selvfølgelig til at tænke da jeg kom hjem.

For hvor er jeg tit blevet spurgt om alle mennesker har humoristisk sans og til det har jeg svaret at alle mennesker har muligheden for at udvikle den. Og det står jeg fast ved.

Men det er ikke alle, der har timing. Og det tror jeg til gengæld ikke, man kan lære.

Med andre ord: Vi kan allesammen blive gode publikummer, men det er ikke os allesammen, der kan blive komikere.Og det giver jo ekstra grund til at nyde, når man møder god, gedigen komisk timing, sådan som vi altså gjorde det igår.

Jeg kunne desværre ikke finde drag-udgaven af Peggy Lee på You Tube. Så her kommer i stedet et mere velkendt eksempel på stort komisk talent.

Der er øjeblikke hvor man kommer i tvivl. Er dette en film? Og hvis ikke så ligner det til forveksling.

Sådan et øjeblik havde jeg, da jeg en aften var på gaden i et regulært stormvejr . På vej hjem med overvejelsen om at besøge den lokale drinks bar for en sidste adspredelse blev jeg mødt af hundredvis af A4 papir, der bare fløj rundt i luften. Fløj rundt som om nogen havde tabt et manuskript.

Jeg stod stille for ikke at komme i vejen for kameraerne. For det måtte være en film. Hver øjeblik forventede jeg at se en eller anden komme løbende for at redde sit værdifulde arbejde og jeg stod på spring for at hjælpe.

Men intet skete.

Måske kom jeg for sent. Forfatteren var allerede gået på bar for at drukne sine sorger. Måske var det bare et af den slags øjeblikke, hvor livet føles som en film. Jeg var i tvivl og så er der jo ikke andet for end at gå på drinks bar for at lede efter den desillusionerede forfatter. Skål for de magiske øjeblikke!

Gik tur langs Hudson floden i dag. Det kan man nemlig i denne store by fordi kloge mennesker har lavet det meste af den vestlige havnefront om til et rekreativt område for byens beboere og besøgende.

En havnepark. Og hvor er det fedt! Selv i januar måned hvor blæsten kan være isnende koldt vandrer, cykler, løber og ruller New Yorkerne af sted langs vandet. Der er liv!

Og samtidig med, at det gør mig overstadig, at jeg har mulighed for at gå netop der, så gør det mig så harm på Københavns kommune. For hvad skete der lige med den københavnske havnefront, der kunne være blevet ligeså fantastisk om ikke endnu bedre? Den blev plastret til med kontorbygninger, så man kunne være helt sikker på at intet fritidsliv ville sprede sig der.

Hvad er det for et byudviklingsudvalg, der har siddet i en sen nattetime og blevet enige om at København skal lukke kl.17, når kontorfolket kører hjem. Er det mon de samme der gerne vil have mere liv inde i centrum af København og hvordan hænger det sammen?

Jeg synes, jeg kan høre nogen nynne den gamle sang fra Cabaret ”Money makes the world go around”, for det må vel være derfor. Der var penge i de grunde ned til vandet. Og hvad kan vi, beboerne, menneskene så stille op. Øv!

Øv er i virkeligheden det eneste man kan sige. Og så kan man selvfølgelig kæmpe med næb og klør for at de rekreative områder vi har i København ikke går tabt. Jeg melder mig hermed under den fane!

Jeg har meldt mig ind i en gruppe på Facebook.

Det er ikke noget jeg gør ret tit, men jeg følte mig draget til denne her. Den hedder ”Nu er du bange, men vi skal længere ind. Vi skal helt ind i sindet” Det er måske et lidt langt gruppenavn, men meningen er god nok.

Nu er du bange! Og det var jeg. For når man tager til New York for at sige farvel til alt sit gamle materiale og sætter sig for at komme hjem med et show og et nyt foredrag, så kan angsten pludselig komme snigende.

For hvem ved, om der er mere materiale, hvor det første kom fra?
Hvem om man i stedet for de vigtige “Funny bones” kun har et enkelt “Funny bone”, som nu er gnasket igennem og brugt op.

Jeg var bange – men jeg skulle længere ind – helt ind i sindet. Og heldigvis – heldigvis er verden og i denne sammenhæng New York fyldt med gode lærere, inspirerende kunstere og erfarne speakere, som oven i købet kender processen og angsten og ved hvad den gør godt for og hvordan man kommer igennem den.

Så jeg har fået både hjælp og inspiration og nu er jeg ikke så bange mere. Og det er heller ikke det gruppen handler om – det ved jeg godt.

Nedenfor kan du se, hvorfor gruppen hedder hvad den hedder og mens du kigger på den går jeg længere ind - helt ind i sindet for at finde mere inspiration, som jeg glæder mig til at komme hjem og dele ud af.

Så lykkedes det! Amerikanerne har lært mig noget min mor aldrig lykkedes med: at spise langsomt.

I mere end 30 år forsøgte min mor at lære mig, hvorfor det er sundere, pænere, rarere og i det hele taget bedre at spise langsomt. Og i mere end 30 år kæmpede hun mod min meget effektive måde at indtage føde på. Omkring de 35 gav hun op og har så set stiltiende til fra sidelinjen, uden tempoet er faldet af den grund.

Men en tur til New York var det, der skulle til. Herovre har de nemlig mere travlt end jeg nogensinde har haft – også når det gælder mad.

Og selvom man går ind på velansete restauranter i håb om en dejlig fredelig og nydelsesfuld middag og med den overbevisning at et adstadigt tempo hører med til god opdragelse og god stil, ja, så tager man fejl. Herovre skal det gå stærk og nærmest inden forretten har forladt gaflen står de klar med hovedretten og dessertkortet og regningen og så farvel. På den måde får de selvfølgelig flere kunder igennem butikken på en aften, men det skærer ikke bare ned på tidsforbruget. Det skærer også ned på nydelsen.

Så i trods – for sådan er jeg – er jeg nu ved at udvikle evnen til at spise helt vildt langsomt. Jeg forfiner min teknik og lader enkelte dele ligge på tallerkenen og ignorerer de ivrige tjenere, der står på spring for at fjerne mine efterladenskaber. Og skulle jeg en enkelt gang begynde at forholde mig til at tjenerne måske synes det er irriterende eller at jeg er mærkværdig. Ja, så retter jeg ryggen og forklarer mig selv at i New York har alle lov til at være anderledes og jeg har oven i købet den undskyldning at jeg er europæer.

”Der sidder en vovse i et vindue ….” sådan lyder en gammel sang, som jeg blev mindet om i dag på min daglige vandretur i New York.
I New York er det bare ”psychic”, der sidder der. Det er det vi på dansk kalder en spåkone eller en sandsigerske. Helt henne ved vinduet sidder hun og trækker folk ind i sin butik med det klassiske underhånds vink , som vi bedst kender fra de onde hekse i eventyrfilm.

I første omgang blev jeg forskrækket, da jeg så hende. Jeg var faldet i staver foran vinduet pga. nogle meget interessante smykker, som jeg var ved at overveje om jeg manglede. Og pludselig kigger jeg op og lige ind i øjnene på denne meget dragende og lidt uhyggelige kvinde.
Og på et split sekund blev jeg den ene halvdel af Hans og Grethe, nemlig Grethe. Jeg blev en lille pige, der mest har lyst til at løbe hjem til sin mor og fortælle om den onde heks, der bor på vej til skole.

Nu er min mor jo ikke i New York og jeg løber sjældent ret langt af gangen, så det blev i stedet til raske skridt. Men væk kom jeg. Væk fra den lidt uhyggelige dame, som måske kan se lige ind i ens sjæl. Se ind og med et enkelt ord ændre ens fremtid eller grave ubehageligt i fortiden.

Ethvert rationelt voksent menneske ville afvise det med en henkastet håndbevægelse, for ingen kan jo se ind i fremtiden eller gætte din fortid. Men jeg er ikke helt så rationel og man ved jo ikke…..

Der er mere mellem himmel og jord og måske en sandsigerske er lige det, der skal til for at lede en på rette vej i livet. Jeg er i tvivl og det er på en gang farligt og pirrende. Så måske går jeg forbi igen…. hvis jeg tør.

I går fejrede jeg fødselsdag på Broadway med to gode veninder. Den ene af dem var Mary Poppins.
Og sikke en vidunderlig forestilling fyldt med latter, liv, leg og imponerende sang og dans.
Det sidste havde jeg forventet – jeg mener, det er jo en musical. Men det første blev til lidt af en aha-oplevelse. For Mary Poppins handler blandt andet om at huske barnet eller i hvert fald legen i sig selv. Der sidder glæden nemlig.
Og banalt som det måske er, ramte det mig lige i solar plexus. Som veninde sagde, da vi forlod teatret: ”Man er simpelthen nødt til at blive i godt humør” og det bliver man. Mary Poppins er som musical teater er når det er bedst - en velgørende indsprøjtning af livsglæde.
Og selvom jeg ikke har set forestillingen i Danmark, så tillader jeg mig forsigtigt at anbefale et besøg på Det ny teater, hvor Mary Poppins har premiere i februar.

Her, et stykke inde i mit inspirations- og arbejdsophold i New York, har jeg besluttet mig for at skrive dagbog her på bloggen.

De seneste 6 år har jeg brugt USA og i høj grad New York til efteruddannelse og inspiration og det er ikke uden grund. For det første er foredragsholder branchen eller ”speaker” branchen meget ældre herovre og så er der jo rig mulighed for at lære af de erfarne.

Men det er i virkeligheden ikke den vægtigste grund til at NY er det bedste inspirationssted ,jeg kender.
Det er fordi glasloftet løfter sig, alle uskrevne regler forsvinder og alt bliver muligt så snart jeg træder ud af flyveren.

Og inden nogen nu får noget galt i halsen og begynder en sang om at det amerikanske samfund har mange downsides, så slå jeg lige fast at DET VED JEG GODT. Men der er altså noget ved ”the land of opportunities”, der gør det nemmere at tænke ud af boksen.

Jeg mærker friheden i alt fra at gå med mærkelige hatte uden nogen kigger til at mødes med dygtige undervisere, som tror på mine idéer. Det gør heller ikke noget hvis de ikke tror på dem. Det afgørende er at få lov til at prøve dem af og se bare en flig af dem blive til noget. Det er det, det handler om i den næste tid og jeg ELSKER det!