På sjette avenue står der en mand med en pind. Han sætter bogstaver op på lysfacaden, så man kan se, hvad de spiller i biografen.

Da jeg så det mindede det mig mest om den ødelagte markise i Damernes Magasin (Matador). En markise som var symbolet på at udviklingen var løbet fra forretningen. Men mens jeg stod og så på manden med pinden var det ikke manglende udvikling, der slog mig. Det var en fornemmelse af en mærkelig blanding af gammelt og nyt - tradition og fornyelse - udvikling uden at smide det gamle helt ud.

Og det er måden, synes jeg. Indeni biografen viser de smalle, men hotte film. De er fremme i skoene, først med de første. Men udenpå er det stadig en mand med en pind, der sørger for overskrifterne.

Og måske er det netop sådan udvikling, også personlig udvikling, er bedst. Når man ikke går ned over at facaden ligner sig selv, men i stedet glæder sig over at være fremme i skoene, når det gælder det indre liv.

Med andre ord - drop botoxen og sørg for at få fyldt sjælen op for det er den, der skal holde dig ung resten af livet.

Jeg har været en tur ned af memory lane i formiddag. Pludselig kom jeg i tanke om en fantastisk dame, som gav mig så meget latter en gang for længe siden. Og gudsketak for You Tube. Der var hun og nu er jeg bare nødt til at dele hende med jer. Det slår American Idol og x-factor med mange længder. Og gør jer selv den tjeneste at høre det hele - hun laver scat-sang til sidst…

Forleden sad jeg og udbredte mig om alle de muligheder New York har og alt det fantastiske kulturliv, der findes her. Og som en ægte dansker begyndte jeg så småt at brokke mig over, at vi ikke har noget lignende f.eks. i København.

Men heldigvis blev jeg stoppet inden jeg kom for godt i gang. Det er så irriterende at få lov at holde en lang enetale, hvis man er nødt til at trække det hele tilbage bagefter.Det er jeg sikker på, der er et par politikere, der kender til.

Så jeg var glad for at blive afbrudt, da min veninde lidt eftertænksomt sagde: Tror du ikke, der er et levende kulturliv i københavn også? Tror du ikke det er fordi, vi opsøger det mere, når vi er her?

Og jo - det tror jeg faktisk. Selvfølgelig er kulturlivet mere mangfoldigt i New York - byen er jo mange gange større end København. Men jeg er sikker på at København rummer masser af små steder, hvor der spilles god musik og masser af små teatertiltag, jeg ikke kender noget til.

De fleste af os bliver jo hevet ind i hverdagen og så rækker initiativet ikke længere end til en eller to store udflugter om året. Så bliver det til Cirkusrevyen og et vintershow med Anders Mattesen. Og ikke fordi der er noget i vejen med det, jeg går gerne selv til begge dele, men året har 365 dage om året, så måske kunne vi presse lidt mere ind. Lidt mere kultur, der kunne inspirere og give ny energi.

For selvom vi taler mest om energi som noget vi får fra kostomlægning og motion, vil jeg gerne slå et slag for den gamle sandhed om, at mennesker ikke lever af brød alene. Vi har også brug for åndelig føde og den er rundt omkring i byen.

Også selvom man ikke bor i hverken New York eller København.

Hvis jeg var i byen på torsdag ville jeg enten tage ind og høre “Everybody’s talking” i Krudttønden med blandt andre Bill Cross eller se forestillingen “Skærmydsler” i Riddersalen

I forlængelse af den tidligere post her på bloggen har jeg fundet noget mere at dele med andre. Så længe vi ikke tæppebomber hinanden med links over e-mail, synes jeg, det er dejligt at blive gjort opmærksom på sjove klip eller andre muntre indslag som nogen har fundet.

Så får at undgå tæppebombningen bruger jeg bloggen.

Og jeg fik lyst til at dele denne her med jer. To store personligheder i fælles pjanket comedy, som alligevel har  den strejf af sødme og varme, som gør comedy til god comedy.

Værs’god!

Jeg har hørt mange mennesker sige, at hvis man bare har én ting med sig fra et foredrag eller en undervisningstime eller en anden oplevelse, så har man da lært noget den dag.

Og det kan man jo ikke være uenig i. Det er bare ikke altid vi husker, hvor forrygende selve læreprocessen er. Hele den bumlede vej fra frustration over del mål og til den endelig sejr, hvor man står med armene oppe i luften og ærgrer sig over at ingen er hjemme til at fejre det med en. Det næsten magisk.

Og set fra min stol er det egentlig lige meget, hvad det er man lærer.

Ligenu er jeg for eksempel ved at lære at tegne tegneserier. Det er ikke sikkert jeg skal bruge det til noget som helst udover at skrive sjove sedler til familien derhjemme. Det er heller ikke sikkert, jeg bliver rigtig god til det. Men det er så sjovt at øve sig og jeg bliver helt høj af at lære noget nyt.

Og hvis det kan friste nogen at gå i gang med at lære noget så kan jeg foreslå alt fra hulahopring over blomsterbinding til mundharpe. Det eneste jeg ikke kan anbefale er det, der med computerteknikken. Jeg er bange for at processen i den sammenhæng let bliver så lang at det sjove går af det. Men man er da velkommen til at forsøge