Jeg føler mig egentlig ikke gammel. I hvert fald ikke hele tiden.

Men en gang imellem bliver man jo mindet om, at der ligger en del levet liv bag en allerede. Jeg kan for eksempel huske en tid uden computere, en tid hvor fjernsynet var i sort/hvid og hvor der kun var et fjernsyn i en almindelig husholdning. En tid, hvor telefoner havde drejeskiver og hvor mobiltelefoner var på størrelse med små rullekufferter og kun var noget vigtige læger på vagt havde.

Jeg kan huske spolebåndoptageren og tiden før powerpoint, hvor det vildeste hjælpemiddel en skolelærer kunne finde var en overheadprojektor. Og så… ja, så kan jeg huske en tid hvor det tøj, som dukken bærer på billedet, var virkelig hot mode!

Vi har fornyligt tømt vores barndomshjem og derfor er min barndoms “store dukke” kommet frem fra gemmerne. Og lige da jeg så dukken igen måtte jeg også se i øjnene at jeg er i hvert fald lidt gammel.

Det kan godt være at orange-brun poncho er hipt og retro, men jeg kan huske, da det var smart første gang og det er længe siden.

Så som overskriften siger: Minderne afslører din sande alder.

Der er noget ved havet. Det har jeg altid syntes og jeg er jo ikke den eneste. Huse med havudsigt er dyrere end dem uden og huse helt ned til vandkanten kan de fleste af os kun drømme om.  Men inden man nu bliver helt bitter og sur over ikke at have et hus i første række, så husk at strandene er offentlige i Danmark. Så hurra!

Og hurra for at havet tilhører os allesammen for lyden og synet af havet er den bedste meditation, synes jeg.

I denne weekend var jeg på besøg hos gode venner på Sjællands Odde og da jeg stod betaget nede ved vandet besluttede jeg at få øjeblikket til at vare lidt længere.

Derfor er der denne mandag en lille hjemmelavet meditationsvideo på bare 45 sekunder.

45 sekunder! Det kan man da godt presse ind selv på en travl hverdag, ikke?

Jeg har været på tour - faktisk på to “Tours” - en med Børsen og en med Matas. Det er den sidste tour, der er årsag til billedet. Sådan ser jeg nemlig ud, når jeg er blevet stylet af Dennis Knudsen på scenen og som man kan se, gør både Dennis og jeg alt for at lave en illusion om høje kindben.

Måske hopper du ikke på illusionen, men hvis du har lyst til en festlig aften er der stadig billetter til Matas kvindeevent i Ringsted og vist også enkelte i Snekkersten.

Følg linket for billetter:
http://www.matas.dk/makeup/kvindeevent.aspx

Livet på landevejen er ikke altid rosenrødt, men når man har gode venner strategisk placeret, hjælper det.

Lige nu slår jeg mine folder i jylland og bor hos gode venner i Århus - og ikke bare gode venner, også muntre venner, som indkøber små pjattede ting, der spreder smil i hjemmet.

Og det er jeg jo nødt til at bringe videre. Så ovenfor er der lige nogle billeder af Mr.Pee, som kan fåes til mange forskellige formål. Vin prop eller for eksempel en knag til mandens håndklæde…

Hvis du også synes, det er lidt muntert, så følg linket og glæd dig over at de fleste dimser koster under hundrede kroner.

http://www.propagandashop.dk/group.asp?group=2

Er du sprogmuggen? Nu svarer du sikkert “nej” bare for en sikkerheds skyld. Men man ved ikke, om man er sprogmuggen, før man har prøvet den nye test på siden “gang i sproget”.

Jeg testede mig selv og fik følgende svar:

Du er sprogmuggen.

Resultat: sprogalder: 40+
Sprogligt set HAR du toppet. Den sidste vending du tillagde
dig før nedturen, var “klap lige hesten”. I dag holder du dig primært til et
småkedeligt nutidsdansk, samtidig med at du af og til forsøger at være ung med
de unge med udtryk som “nederen”, “grineren” og “kanon” - 7 år for sent! Men
sprogalderen fornægter sig ikke, for visse vendinger siver fra dit indre
ordforråd og røber dig når du siger “det var pokkers” “sådan er der så meget”
eller fortæller at naboens datter “har fået en fyr”.

Jeg testede mig selv to gange og prøvede at lyve mig yngre anden gang, men ligemeget hjalp det. +40 - det er mig. Hvor sproggammel er du? og tør du teste dig selv?

Så følg linket: http://www.gangisproget.dk/

Igår var jeg i Esbjerg - i regnvejr - hele vejen. Så kræver det sin kvinde at holde humøret rigtig højt og så er det jo vidunderligt at få hjælp.

Se lige, det billede jeg tog på hjemvejen. Jeg tror ikke, der er guld for enden af regnbuen, men jeg synes, det er magisk, at regnbuen overhovedet opstår.

Der stod den og lyste op midt i alt det grå og jeg synes, det så ud som om himlen sendte god energi til alle os på jorden. Jeg tog i hvert fald imod og kørte opmuntret hjem til Frederiksberg.

Indrømmet! Jeg har ikke fået taget noget sjovt billede i weekenden, men jeg har ikke opgivet tanken. Jeg satser på onsdag.

Til gengæld har jeg fået læst lidt i bladet Psykologi og der faldt jeg over en interessant undersøgelse.

Nogle forskere i USA har fundet ud af at din mors stemme i telefonen udløser det såkaldte kærlighedshormon oxytocin (det er også det, der udløses ved motion og latter). Og virkningen holder ovenikøbet i flere timer. Man fandt simpelthen ud af at mors stemme i røret gav stort set samme udslag, som ved et varmt knus.

Tænk at kunne ringe sig til et knus, når man trænger til det.

Min gamle mor lever ikke længere, så jeg har ikke nogen at ringe til. Derfor har jeg lyst til at komme med en opfordring: Ring mens du kan.

Og for trods alt at holde fast i humoren også i dette indlæg har jeg et lille forbehold. Hvis mors stemme lyder som Peter Frødin fra det Brune Punktum, så tror jeg, man skal gå ud og finde en af vennerne og kramme i stedet for.

Til hverdag løber jeg rundt og opfordrer mennesker til mere nærvær, fordi nærvær gør det nemmere at se det sjove. Og så er det jo fantastisk at falde over denne video, hvor nogen virkelig har været nærværende, og endda uden min hjælp:)

Jeg foreslår hermed til en lille fritidsaktivitet i weekenden. Lad os prøve at tage nogle billeder, der kan leve op til dem på videoen her og lad os så dele dem med hinanden. Jeg lover at poste mit bidrag på mandag!

God weekend

Jeg har begået en lille video og kan nu pludselig se, at jeg ligner en krydsning mellem Sidney Lee og kokkepigen i Emil fra Lønneberg. Ikke desto mindre: Her er en advarsel og en munter observation til at bringe smilet frem på en almindelig onsdag.

http://www.wikihow.com/Tie-a-Bandana

Når man, som jeg, både holder meget af New York og af sin familie, er det vel helt oplagt liiige at reklamere lidt, når ens bror udgiver en bog om netop New York.

Og nu, hvor efteråret så småt banker på døren, har jeg valgt et uddrag, der handler om vejret.

Rigtig god fornøjelse.

Klimaet i New York kan være ganske ekstremt og hastigt skiftende fra dag til dag, store udsving mellem årstiderne, bidende kolde vintre garneret med stedvise snestorme og ulideligt varme somre, hvor hverken kroppen eller sjælen kan finde lise for heden. Et snevejr kan også forlene byen med et falsk skær af uskyld, for når den hvide sne falder ved midnatstid i Greenwich Village og dækker al snavset og smudset til, så er byen stille, sneen knager, og de små gader ligner alleer med de snedækkede træer.

Men regnvejr er New Yorks sande tilstand. Det rusker, paraplyer sønderrives, fred er ej det bedste.

Nu må man må have en taxa. Det er en lovløs kamp i New York, når man skal have en vogn. Vi skal af sted, men vi skal hver sit sted hen, og altid i en fart, så taxaerne kører oftest med én passager. Måske ikke så meget længere. Byen forsøger sig med group stands. Fast rute og faste stoppesteder. Prisen er rørende, tre eller fire dollars. Det er undersøgt, hvilke steder i byen, der er det største behov, og foreløbig er det kun i morgenens myldretid, det foregår. I skrivende stund går det ikke så godt. Man vil ikke vente, slet ikke i kø, en taxa handler om at række hånden i vejret, og så skal den være der. Med det samme. Til mig. Der har ganske vist eksisteret en fælles taxa oppe fra Yorkville ned til Wall Street, men den var et resultat af, at der ikke var ordentlige togforbindelser.

Having trouble hailing a cab in the morning? Running late for work? Share a taxi during your morning commute. Ved stoppestedet ser man to figurer ved siden af hinanden, de har begge deres hænder i vejret i konkurrence om en vogn. Et smukt billede, men mon det holder i New York? David Letterman joker:

Nu kan man dele en taxa her i New York. Det er smukt. Her til morgen så jeg to dele en taxa. Den ene tog radioen, den anden tog dækkene. Nej, men alvorlig talt, den helt store fordel er, at nu behøver man ikke tage subwayen for at komme til at sidde ved siden af en lugtende fremmed.

Køb bogen her fra imorgen:

http://www.jyllandspostensforlag.dk/Kommende_boeger/Gotham_City(9788776922184).aspx

ENDELIG har jeg også modtaget et tilbud om store forretninger, hvor der skal overføres mange penge til mærkelige konti. En ubehjælpsom oversættelse som slår både oversættelsen af jægerbogen og det historiske Oprop til det danske folk. Så jeg undrer mig… Hvem er det, der hopper på det?

Nedenfor kan I se mailen, men for at ingen skulle blive fristet over evne har jeg slettet mandens private mail:)

Opmжrksomheden

Jeg er Mr. Patrick KW Chan administrerende direktшr & Chief Financial Officer i Hang Seng Bank Ltd, Hong Kong.

Jeg har en lukrativ forretning forslag af fжlles interesse til at dele med dig;

Det indebжrer overfшrsel af en stor sum penge.

Jeg fik din henvisning i min sшgen efter en, der passer til min foreslеede forretningsforbindelsen.

Hvis du er interesseret i at arbejde med mig kontakte mig via min private e-mail for yderligere detaljer

Din tidligst svar pе dette brev vil blive vжrdsat.

Mr. Patrick Chan

Har du også lært, at det skaber glæde og motivation, hvis man giver hinanden en High-Five? Så er her inspiration til hvordan man gør.

Jeg holder specielt af den detalje at deres ansigter er helt forstenede. Måske kommer glæden ikke kun fra det at klappe hinanden i hænderne? Eller hvad tror du?