Da jeg var på FDF-lejr i en fjern fortid, var der altid nogen, der modtog pakker hjemmefra. Og det var en fast tradition at man, uanset hvad pakken indeholdt, nynnede og sang sangen:
“Del med andre, del med andre,
ban en vej for Herrens fred,
lad dit hjerte flyde over,
del med andre, tro og bed”.
Det betød jo grundlæggende at man skulle dele ud, hvis man havde modtaget slik i pakken. Det er ikke sikkert, salmen var tænkt til at blive brugt til så verdsligt et formål, men det virkede.
For det virker at dele ud af det, man har. Som oftest kommer det dobbelt tilbage i en eller anden sammenhæng.
Når man er alene i en storby er det ikke så meget slik, man har brug for, men kontakter - kontakter af alle slags. Og det er mennesker gode til i New York, både de danske og de amerikanske mennesker. Aldrig i mit liv har jeg mødt så stor åbenhed og følt mig så velkommen. Og skulle jeg alligevel føle mig alene, kan jeg blot slendre ned på den lokale café, for der kender de allerede mit navn. De ved hvilken gade jeg bor i og hvad jeg laver. Og de spørger til det!
Det er en af de ting, jeg vil insistere på at holde fast i, når jeg kommer hjem til Danmark igen. Så bliver det nemlig min tur til at åbne døren for mennesker og dele ud af mine mange kontakter og muligheder. Og selvom jeg er håbløs til at huske navne, så kan det da være jeg kan huske folk på noget andet f.eks. antallet af børn, yndlingsdrink eller favoritsport og det er da også et sted at starte.
