Imorges kl.7.05 fløj jeg til Ålborg for at holde foredrag. Flyveren var fuld, så jeg kunne da glæde mig over ikke at være den eneste, der havde været hæsligt tidligt oppe.
Der sad jeg, omgivet af forretningsmænd i jakkesæt og slips, som brugte flyvetiden til at gennemgå vigtige, regnskabslignende papirer. Selv brugte jeg tiden til at lære min nye bakkesang med min ipod i ørene. Jeg blev vist revet lidt med. I hvert fald må jeg have sunget højere end beregnet for pludselig begyndte manden foran at vippe med hovedet fra side til side i takt med mit omkvæd.
Det fik mig til at trække på smilebåndet og på vej ud stak jeg lige hovedet hen til ham og sagde:” Bakkens hvile åbner d.10.maj” Han grinede og slog ud med armen, mens han sagde:”Jeg kommer!”
Bakkesange skaber munter stemning, hvor de kommer og for at I ikke skal føle jer udenfor, så kommer her omkvædet.
Melodien, må I selv lave, men det er vel egentlig også nemmere end at lære en, nogen andre har lavet, ikke?
Men når først jeg får fat i en gearstang
ja, så bli’r der sgu pluds’lig lidt mer’ svang
under skørterne, åh, det bedår’ne
når man mærker lidt læder mod lår’ne
og bli’r presset tilbage i sædet
imens rovdyret kaster sig frem
og når motoren brøler uartigt
så vil’ jeg ønske, jeg aldrig sku’ hjem.
Kære Karen-Marie,
Sikken en skøn historie. Tit skal der ikke så meget til at sprede glæde. Og her var det jo oven i købet helt utilsigtet, men det virkede.
Dejlig oplevelse både for dig, for ham du sang for og for os andre, der får lov til at læse historien, tak.
Hilsen
Tine
P.S. Skulle måske tage at planlææge en tur i Bakkens Hvile