I dag begynder skolernes sommerferie. Og selvom det er en million år siden, jeg forlod folkeskolen, kan jeg stadig huske, at det var en festdag.
Den dag gav min mor is til alle vejens børn (vi boede på en meget lille vej, skal siges:)). Det lyder måske af ingenting og klinger af gamle mænd, der fortæller, hvordan de glad legede med en pind, fordi det var alt, der var.
Men det er nu ikke pointen.
Mindet om sidste sommerferiedag og is lever, fordi min mor er absolut ekspert i at fejre de små ting i hverdagen. Det er jeg ikke nær så god til selv, men jeg forsøger.
Der er altid noget at fejre. Nogen får fri, nogen skal begynde, nogen bliver, nogen rejser, noget er første gang og andet er sidste gang.
Det næste jeg skal fejre er havens første udsprungne rose. Den kom frem idag. Egentlig var det vel rosen, der skulle have is for præstationen, men jeg skåler med den i champagne i stedet.
