Tænk før du taler! Sådan stod der i mange af min barndoms poesibøger.
Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg surfede rundt på forskellige blogs og websteder, hvor mennesker kan give deres mening til kende. Hold fast, hvor er der dog mange,der har meget vrede de skal af med. Fuldstændig uhæmmet sviner de hinanden og andre til og intet er helligt.
Og jeg spørger mig selv og nu også jer, der læser dette. Var det måske på tide at huske den gamle sandhed fra poesibogen? Måske kunne jeg også, som den gamle kommunikationsunderviser jeg er, minde om at kritik kun for alvor har værdi når den er konstruktiv.
Og helt konstruktivt er det vel ikke bare at kalde hinanden øgenavne, eller hvad?
