Det er sommer. Jeg holder ferie. Og vejret nærmest trækker mig ud i haven hele tiden. Men det er jo ikke kun mig, der bliver luftet. Hele kvarteret er i haven, så der er et konstant lydtæppe af havetraktorer, motorsave, hundegøen og så naturligvis børn.
Hunde, der gør og børn, der skriger er cirka lige irriterende. Så jeg, der er en lykkelig ejer af en gravhund, kan ikke tillade mig at klage over skrigende børn. Jeg kan derimod glæde mig over, når børnene har en anden lyd.
Forleden overhørte jeg en vidunderlig forhandling mellem 4-5 børn, der var igang med leg. “Så sagde vi, at du var den, der måtte gå dertil, men hvis man kom over stregen, så var man død” - “Ej, men der skal også være helle et sted” “Eller, nej, alle der har brunt på får et forspring” osv.
Det var så opmuntrende at høre dem hive i hinandens elastikker for at få legen til at fungere og det var skønt, at ingen voksne brød ind, selvom bølgerne indimellem gik højt.
Jeg lå i min hængekøje og blev helt rørstrømsk og klar til at male bannere med teksten: Lad børnene forhandle, det er der demokratiet begynder.
Det blev ved tanken, men det er jo også den, der tæller, ikke sandt?
