Når familien ta’r på sommerferie

23. Juli - 2009  - Artikel af Karen-Marie

sommerferie

20. 000 mennesker i Djurs Sommerland på samme tirsdag. Det er rekord og den var jeg med til at sætte. Det var ikke med vilje så meget kan jeg sige både på egne og familiens vegne. Men vi turde ikke andet efter at utallige vejrprofeter havde udpeget tirsdagen som den eneste tørrevejrs dag i vores fælles ferieuge i Ebeltoft. Så af sted med os. En gammel mor (min mor), en ikke helt oplagt mand, som selv mente at han muligvis var ramt af mild grisesyge, to teenagere og en på vej, en voksen plejedatter og så mig selv, sagde hunden. Jo, jo der var linet op til den helt store familietur.

Der er ikke noget i vejen med Djurs Sommerland, men lige den dag husker jeg nu mest for alle de køer vi skulle igennem. Først en bilkø – så en billetkø – så kø til indgang med billet i hånden – så var der kø til alle forlystelser og naturligvis kø ved iskiosken og kaffeboden – bagefter kø ved toiletterne og igen kø til flere forlystelser. Til sidst nåede vi badelandet og det var højdepunktet. Nok var der kø men ikke så voldsomt til gengæld var der et utal af fantastiske vandrutsjebaner, som jeg naturligvis også skulle prøve (synes ungerne) Jeg skreg – jeg var ved at ryge ud over kanten på en stor badering – alt hvad der måtte have været i min krop af elegance forsvandt og JEG ELSKEDE DET. Det gjorde resten af familiens barnlige sjæle også og selvom vi havde tilbragt meget tid med at vente og forsøge at holde temperamentet køligt i menneskemasserne, så var vandland det hele værd og så var det heldigvis ingen kø på vejen hjem.


Bookmark and Share


Skriv en kommentar til denne artikel